Graviditet,fødsel og efterfødsel

Fødsel og oplevelse
Alle oplever graviditeten, fødslen og den første tid med barnet på deres egen helt særlige måde. Det at skulle være forældre, beskrives af mange som en livsperiode eller livsomvæltning, der aktiverer et hav af følelser – også nogle gange følelser, som er svære at have. Det kan vække ubehagelige indre tilstande, der hos begge forældre kan vise sig som uro, angst og måske usikkerhed i graviditeten og i forhold til den kommende fødsel og forældreskab.

Angst eller utryg ved at føde
Fødselsuro eller fødselsangst kan fylde så meget hos dig eller din partner, at angsten for fødslen, nærmest overtager glæden ved at være gravid og skulle have et barn.
Måske er du førstegangsfødende, og du eller din partner er nervøs for, hvordan det hele kommer til at gå. Der kan være mange urolige tanker om smerter, tab af kontrol, angst for at der går noget galt. Måske har du hørt historier om fødsler, der gør dig bange.
Hvis du har født før og havde en svær fødsel eller traumatisk fødselsoplevelse frygter du eller I måske, at det samme vil ske igen, og der kan være tanker og følelser fra sidste forløb, der skal bearbejdes.

Uanset om det er jeres første barn eller I har været igennem en fødsel før, og uanset om det er uro, angst eller et ubearbejdet fødselsforløb så kan I begge få hjælp her.
Mit udgangspunkt er, at det, som føles rigtigt og godt for den ene, ikke nødvendigvis fungerer for den anden. Vores første møde, starter derfor med en afklaring af dine udfordringer og behov, samt hvad du gerne vil have ud af forløbet.

Jeg møder dig med min mangeårige erfaring som jordemoder, terapeut og certificeret hypnoterapeut, og dit forløb kan være en kombinationen af samtale og hypnose, hvilket er en effektiv, nænsom metode, der giver dig hurtige resultater. Vi arbejder med din underbevidsthed, hvor dine erfaringer, overbevisninger og læring er kodet ind og lagret. Et forløb med samtale og hypnose varer typisk 3 sessioner, og en session varer typisk 1 – 1½ time. Første gang ofte lidt længere. Hvert forløb tilrettelægges med udgangspunkt på lige netop dit fokus og dine ønsker.